Lav e-bøger med tekst, billede, lyd og film
Book Creator er en simpel app, hvor man kan producere e-bøger. Bøgerne kan indeholde tekst, billeder, lyd og film. Der er fokus på at holde det simpelt, så alle kan være med. Til gengæld er der ikke mange muligheder i forhold til layout. Her kan alle fag og klassetrin være med.
Mulighederne med denne app er utallige - både for lærere og elever.
Som lærer kan man lave sit eget undervisningsmateriale, hvor tekst, lyd og billeder kan være et lille kompendie, f.eks. Som optakt til et forløb, hvor indholdet i bogen er baggrundsviden eller inspiration til det videre arbejde. I de mindre klasser kan man som lærer indtale teksten, så de svage læsere kan lytte sig til indholdet.
Som lærer vil man dog nok hurtigt stille lidt større krav til layout og mere avancerede muligheder. Her kan Creative Book Builder (CCB) være en mulighed. Eller hvis man har MacBook er iAuthor en rigtig god mulighed for at producere egne e-bøger.
Det er som elevprodukt at Book Creator virkelig kommer til sin ret. Her er de få muligheder og simple layout en styrke, som gør at alle kan være med, og at eleven kan bruge sin energi på indholdet og ikke så meget på fancy layout eller tekniske problemer.
Teknik
For at lave en e-bog, skal du først skal trykke på + ikonet, derefter vil der være en blank e-bog klar til at redigere. Øverst i højre side er der 5 ikoner (se billede), hvor de 3 første ikoner indsætter billede, tekst og lyd. Den næste redigere de elementer der er sat ind, og den sidste kan eksportere bogen til andre apps.
Derefter er det simpelt og intuitivt at flytte rundt på tekst, billeder og lyd.
Book Creator




